Schweiz, Danmark og fornuften i at forlade fastkurspolitikken

Priser på varer styres som bekendt af deres udbud og efterspørgsel. Det gør valutakurser også. Valutakurser er selv priser: de er bytteforholdet, ikke mellem en vare og møntenheden, men mellem én møntenhed og en anden. Stiger efterspørgselen efter en bestemt valuta, kommer den i højere kurs; stiger udbuddet af den, falder kursen.

Når et land fører fastkurspolitik, betyder det, at centralbanken imødegår forandringer i efterspørgselen på penge ved at regulere udbuddet.

Schweiz indførte fastkurspolitik over for euro i 2011. Når investorer efterspurgte flere franc, fordi de anså dem for at være sikrere, og kursen så steg, udbød den schweiziske nationalbank, SNB, flere franc for at bringe kursen ned igen. Der var tale om massiv intervenering på valutamarkederne, hvor SNB sendte de nye franc i omløb ved at opkøbe euro. Men den 15. januar 2015 forlod man pludseligt politikken. Investorer og spekulanter var begyndt at ane, at Mario Draghi, chef for den Europæiske Centralbank, ECB, inden længe ville overholde sit løfte fra 2012. Hvad han da også gjorde den 22. januar 2015, hvor ECBs beslutning om at inflationere pengemængden med i størrelsesordenen 1.000 milliarder euro blev taget. Hvis schweizernes reaktion var massiv intervention, er det nærliggende at kalde Draghis forudgående indgreb uden for kategori. Det er i hvert fald uhørt mange penge, og hvis man synes, beløbets størrelse er vanskeligt at relatere til, har man fat i noget rigtigt.

For at beholde den faste kurs ville SNB altså have været nødt til at udbyde tilsvarende overordentligt mange penge som ECB nu vil spendere gennem markedet for statsobligationer. Men for den schweiziske centralbank var der trods alt grænser for, hvor mange nye penge, man turde trykke. Resultatet af den nye politik den 15. januar blev, at kursen steg med over 25%, hvorefter schweizere med en beholdning af franc fra dag til anden fik 25% større købekraft i nabolandene, mens naboerne tilsvarende kunne importere mindre ost, chokolade og færre ure fra Schweiz.

Hele motivet til at føre fastkurspolitik ligger netop i hensynet til erhvervslivets eksport: når valutaens kurs forbliver konstant lav, kommer omverdenen og køber ind. Det er godt for arbejdspladserne i de eksporterende virksomheder. Omvendt undertrykker en fastkurspolitik forbrugernes købekraft.

Som Schweiz, således også med Danmark: de seneste uger, det vil sige efter ECBs beslutning om inflation af pengemængden, er efterspørgselen efter kroner steget kraftigt. I den danske centralbank, Nationalbanken, har direktør Lars Rohde dog med beslutsom retorik fortsat den fastkurspolitik, som har været ført i mere end tre årtier, begyndende med forholdet til D-mark. Fastholdelsen har betydet, at Nationalbanken efter annconceringen af ECBs redningsplan måtte intervenere i historisk stor grad og udbyde over hundrede milliarder nye kroner, som dermed har udvidet valutareserven med næsten 1/4.

Siden er efterspørgselen aftaget noget, og der tales om Nationalbankens sejr over spekulanterne.

Men sagen er, at når Nationalbanken således har reddet de eksporterende virksomheder fra nedgang, har den samtidig sejret over danske forbrugere, der køber for kroner hver dag. Befolkningens købekraft kunne være steget som schweizernes, men den fik ikke lov.

Hvorfor eksporten på den måde skal have forrang for importen, overvejes ingen steder i offentligheden. Det er et logisk problem: hvordan har aktionærer i danske virksomheder gjort sig fortjent til denne understøttelse, mens opsparere ikke må opleve en værdistigning? Der er tavshed hos kommentatorerne.

Havde Danmark forladt fastkurspolitikken, ville kronen være steget kraftigt, til kronespekulanternes og forbrugernes glæde. Nu var det (som hidtil, når Nationalbanken aktivt har holdt den faste kurs) istedet investorerne, der blev belønnet. Men hvorfor er den førte, den ensidige politik den rigtige? Hvorfor denne forfordeling?

Det er rigtigt, at konsekvenserne kunne blive alvorlige for danske eksportvirksomheder – men virksomheder, såvel som privatpersoner, må jo nødvendigvis leve med risici, og indgreb på valutamarkedet forpurrer den mere naturlige situation, hvor en investering ikke bare nødvendigvis går godt, men også kan medføre tab.

Hvis Danmark ikke førte fastkurspolitik, ville landet være tættere på virkeligheden, hvor markedsmekanismerne gør, at der kan genereres velstand i et mere realistisk tempo.