Piketty, Pareto og politiske penge

Højtprofilerede økonomer og journalister har hyldet Thomas Pikettys “Kapitalen i det 21. århundrede” som det vigtigste økonomiske værk i 2014, muligvis i årtier. Bogen præsenterer over hundreder af sider et meget stort datagrundlag med den historiske fordeling af indkomster og formuer i befolkninger. På baggrund af disse fakta går Piketty angiveligt efter gruppen af personer med toplønninger, blandt andet de såkaldte “supermanagers” og konstaterer, at de sociale normer for, hvad der er en retfærdig aflønning, har ændret sig. Endelig anbefaler han som modvægt progressive indkomstskatter, formueskatter og arveafgifter.

Spørgsmålet er, om Pikettys arbejde handler om økonomi? Er økonomi en videnskab, hvor man nødvendigvis må gå frem induktivt, altså fra det enkelte til det almene (konklusioner på baggrund af empiri, som i de hårde naturvidenskaber)? Eller er økonomi en videnskab, hvor man omvendt slutter fra det almene til det ene, og siger “hvis A, så B” altså logisk-deduktivt? Spørgsmålet er godt, fordi vi kan imødegå Pikettys skatteforslag ved logisk at deducere: hvis et land begynder drastisk at forøge beskatningen af de rigeste borgere, vil de med deres virksomhed og innovation søge andre steder hen, steder, hvor de bliver straffet mindre hårdt for deres foretagsomhed.

Vores argumentation ovenfor var styret af logik, og ikke af empiri, men det er stadig tilladt at tage et stykke af virkeligheden ind, som en bekræftelse af den sande argumentation: Frankrig har under præsident Hollande indført en skat på 75% for indtægter over en million euro – og London er blevet Frankrigs måske sjettestørste by, med sine omtrent 270.000 franske beboere.

Hvad skal vi bruge Pikettys mange oplysninger til? Behøver vi læse 600 sider for at få noget afgørende at vide om indkomstfordeling gennem historien?

Den italienske økonom Vilfredo Pareto opdagede i 1897, at befolkninger forskellige steder alle havde den samme indkomstfordeling: 20% havde 80% af indtægterne. Sammenhængen fortsætter på den måde, at 20% af de 20%, altså 4% af befolkningen, har 80% af 80%, altså 64% af indkomsterne. Og i næste led har 0,8% af befolkningen 51% af indkomsterne. Sammenhængen – kaldet Paretos Lov – gælder også på andre områder: for eksempel har 20% af et gulvtæppe 80% af sliddet. 20% af en indsats giver 80% af resultatet. Grafisk ser det sådan ud (lånt fra denne artikel):

pareto_graph.png

Tilbage til Piketty. En himmelfalden anmelder skriver i Kristeligt Dagblad, at

den rigeste tiendedel af befolkningen i dag ejer 60 procent af den samlede formue i Europa. I USA sidder de rigeste 10 procent på 72 procent af formuen, mens den nederste halvdel kun ejer 2 procent. Dette er voldsomme tal, men det virkeligt foruroligende er, at denne udvikling ser ud til at fortsætte.

Pikettys bog er ikke en bog imod kapitalismen, men det er en bog, der tager udgangspunkt i den kapitalismens bersærkergang, vi alle har kunnet observere i de senere år.

De “voldsomme tal” anmelderen fremfører, er ikke voldsomme. Ifølge Paretos naturlov skulle den rigeste tiendedel have 73% af den samlede formue (aflæst ovenfor), hvilket hverken er opfyldt i Europa eller i USA. Den nederste halvdel, der angiveligt ejer 2%, skulle ganske rigtigt ifølge naturloven råde over 9% (fra 0,91 til 1 på den lodrette akse, aflæst ud fra 0,5 på den vandrette akse).

At tallene skulle være udtryk for “kapitalismens bersærkergang” står tilbage som Kristeligt Dagblads mytologi.

I stedet for at bruge mange kræfter på at diskutere en politisk fordeling, som tilsyneladende højst kan ændre meget lidt på den naturlige fordeling, er det bedre at diskutere fordelingens genstand, nemlig pengemængden.

I USA har centralbanken i årevis, indtil for nylig, været en afgørende aktør på obligationsmarkedet med køb for hundreder af milliarder dollars hvert år. Den Europæiske Centralbank, ECB, har i marts i år påbegyndt et opkøbsprogram af statsobligationer for godt 1.000 milliarder euro i et år frem. Bank of Japan køber for tiden japanske statsobligationer for, hvad der svarer til 662 milliarder dollars om året. Også Nationalbanken herhjemme har forøget pengemængden. I løbet af godt en måned, indtil midten af februar 2015, steg valutareserven med 275 milliarder kroner, det vil sige med knap 60%.

Næsten ingen etablerede økonomer eller journalister synes sikre på andet end at tiltagene vil virke, og centralbankcheferne fremstår derfor i offentligheden som dygtige regulatorer, selv om de reelt bare har manipuleret renterne ned på nul, og nu som den sidste mulighed manipulerer valutakurserne nedad ved at forøge pengemængden.

At pengetrykningspolitikken er katastrofal, og at det kun er ignoranter, som ikke frygter dens resultater, er den afgørende pointe frem for spørgsmålet om fordeling.