Navnet

Hvis landøkonomi er en videnskab, er den ikke klart afgrænset. Begrebet dækkede omkring år 1800 mere over formidlingen af praktiske ideer til forbedringer, end over nuværende naturvidenskab.

Dengang kan betydningen siges at have været ‘jordbrugsteori’. Danmark var et udpræget landbrugsland, hvor universitetsforelæsninger i landøkonomi tiltrak de teologi- og jurastuderende. For når de efter endt eksamen skulle have embeder, blev de ifølge en forordning af Frederik VI fordelt rundt i kongeriget efter, hvor godt de havde klaret sig i ‘landoeconomiske studier’.

Landøkonomi handlede dermed heller ikke så meget om økonomi i ordets nutidige betydning. Egentlig økonomi fandtes under betegnelsen politisk økonomi i Frankrig, England og Skotland, og blev bedrevet af de klassiske økonomer som det, der nu kaldes nationaløkonomi. På trods af deres erkendelse af, at velstand mere kommer af produktivitet end af handel, er de klassiske økonomer imidlertid kendetegnet ved, at de manglede at have styr på værditeori – de kunne med andre ord ikke forklare, hvorfor ting koster, hvad de gør. Det syntes ulogisk for dem, at slebne diamanter handles til en meget høj pris, mens livsnødvendigt brød er billigt i sammenligning.

Selv om senmiddelalderlige skolastikere i Spanien og enkelte franskmænd i mellemtiden havde fat i løsningen, var det først henimod slutningen af det 19. århundrede, at østrigeren Carl Menger (1840-1921) var med til at løse problemet ved at formulere grænsenytteteorien. Den forklarer, at prisdannelse handler om, hvordan mennesker rangordner den næste enhed af en vare.

Særligt Mengers efterfølgere i den østrigske skole er bemærkelsesværdige for en nutidig læser. I det 20. århundrede, hvor den stærke vækst i statslig magt var muliggjort af inflationær økonomisk politik, holdt wieneren Ludwig von Mises (1881-1973) og new yorkeren Murray Rothbard (1926-1995) fast i deres forgængers indsigt, som de også anvendte på penge i sig selv. Skønt penge er et byttemiddel, er det stadig en vare, og dermed omfattet af grænsenytteteorien. På den måde nåede østrigerne frem til en monetær teori, som kunne skelne mellem sunde penge, der bestod af eller svarede til metaller, og så politiske penge, hvor mængden kan forøges – men hvor værdien tilsvarende vil forringes.

Den østrigske linie handlede også om videnskabelig metode, og den var at ræsonnere logisk og systematisk ud fra ubetvivlelige grundsætninger – som den, der afslutter afsnittet ovenfor – og formulere sig kvalitativt i de fine afhandlinger.

Siden midten af forrige århundrede har økonomi på universiteterne ikke haft ubetvivlelige grundsætninger som udgangspunkt. Den tilgang anses for at være dogmatisk eller ligefrem uvidenskabelig, og de førhen ubetvivlelige grundsætninger er blevet nedrangeret til højst at være hypoteser.

Derfor driver sympati mig tilbage til landøkonomen og den gamle verden. Selv om min stiliserede landøkonom manglede afgørende indsigter i egentlig økonomi, bevidnede han en real økonomi, hvor vækstraterne for første gang i verdenshistorien hvert år var positive. Den danske kornproduktion blev for eksempel fordoblet i perioden 1770-1800, og det var sådanne kendsgerninger, det gjaldt om at begribe baggrunden for.

Den forundring, der må have grebet landøkonomen, er stadig aktuel. For stadig ved ingen helt, hvad begyndelsen på den jævne vækst skyldes.

Det er den ene forklaring på min navngivning af webloggen.

Den anden er, at jeg er uddannet landinspektør, interesserer mig for økonomi, og derfor næsten som en forkortelse anvender betegnelsen landøkonomi.