Minister med gearing

I investeringer kan det være fristende ikke kun at placere egne penge, men også at satse lånte midler. Går det godt, er gevinsten desto større; gør det ikke, kan realiteten være ruin, og udtømte muligheder.

Det samme træk kan genfindes i udenrigspolitik, hvor et lille lands alliance med et større kan være for fristende for en svag sjæl. Måske er Martin Lidegaard ude i en gearet spekulation, når han skal forklare den danske deltagelse i det storstilede amerikanske, militærindustrielle projekt, som udgøres af Natos såkaldte missilforsvar.

Overfor Ruslands bekymrede advarsler taler udenrigsministeren forundret om systemet som netop et forsvar, selv om det kan være vanskeligt at se, hvordan det kan være et amerikansk forsvar at forsøge at placere våbensystemer på mange baser i lande tæt på Rusland. Der argumenteres for, at kommende antiballistiske missilbatterier i Polen er vendt mod Iran – men Iran har ikke de missiler, som missilerne i Østeuropa skal forsvare imod.

Da Nato efter Sovjetunionens sammenbrud stod uden modstander, og derfor kunne have været nedlagt, blev forsvarsalliancen i stedet udvidet med nye medlemslande, der alle blev omfattet af “musketer-eden”: Traktatens artikel 5 om, at hvis et enkelt land i alliancen bliver angrebet, skal de øvrige komme det til undsætning.

Problemet er, at dette reelt er en krigsgaranti, udstedt til de nye medlemmer. Som småstater, der tidligere blev nødt til at agere ydmygt og i overensstemmelse med deres formåen, bliver deres politiske og/eller militære ledere nu stivet af, så de pludselig har uhørt store muligheder for at spille op over for lande, de allerede een gang har forhandlet sig i balance med.

Erindringer melder sig om den georgiske præsident Mikhail Saakashvili, der efter alt at dømme troede sig sikker på Natos aktive støtte, da han i 2008 lod militæret trænge ind i de to løsrevne områder Sydossetien og Abkhazien – hvorefter Rusland tog til genmæle og slog Georgien i løbet af få dage. Ambitionen om medlemsskab var gensidig hos Georgien og Nato så sent som i 2012, hvor chef Anders Fogh Rasmussen talte varmt om partnerskab.

Der er tale om en meget farlig udvikling, hvor den danske udenrigsminister optræder med en betænkelig selvsikkerhed. Er der tale om sund fornuft?

Nej, siger den meget indsigtsfulde kommentator og mangeårig medarbejder i det Hvide Hus, Patrick Buchanan, der leverer mange eksempler på systematikken i dette dybdegående interview.