Kommentar til fænomenet Piketty

Lige siden den franske økonom Thomas Pikettys bog, “Kapitalen i det 21. århundrede”, udkom på dansk i november 2014, ja, faktisk siden den blev kendt i sin engelske udgave fra maj 2014, har den været et varmt samtaleemne herhjemme.

Der har også været utallige forespørgsler (i den forstand, at jeg ikke har talt dem) efter artikler om Pikettys ideer herinde. I første omgang vil jeg dog reagere på efterspørgselen med en kommentar, for der har aldrig været nogen grund til at lade andre bestemme, hvilke bøger man som voksen skal læse – i hvert fald så længe, de ikke selv har læst bogen.

Måske har vi alle det til fælles, at vi kun er nået til omtalen af Pikettys bog. Så lad os tale om omtalen.

Dagbladet Information har stillet det iøvrigt glimrende spørgsmål: “Hvorfor skal vi lytte til Thomas Piketty?” og givet en artikelsamling, hvor der i oplægget står, at Pikettys hovedpointe er

at den økonomiske ulighed er steget konstant i det 21. århundrede og accelererer nu med en alarmerende hast. Pikettys tese giver for første gang et solidt empirisk belæg for en udbredt intuitiv fornemmelse, som amerikanere og europæere nærer her i starten af det 21. århundrede: At der er en tilsyneladende grænseløs succes for en lillebitte elite, som kontrollerer en stadig større del af verdens rigdomme og at kløften til middelklassens og underklassens indkomster vokser.

Så vidt jeg ved, har i hvert fald den vestlige verdens befolkning i 118 år, hvis ikke mere, haft en næsten konstant indkomstfordeling: 20% af befolkningen har 80% af indkomsten. Med andre ord: velfærdsstaten har ikke rigtigt gjort nogen forskel med hensyn til ulighed. Om den heller burde gøre det, er et andet spørgsmål.

Thomas Piketty synes at være af den politiske opfattelse, at den skal, og han synes at være af den optimistiske opfattelse, at den kan.

At dømme efter de øvrige artikler i Informations samling, foregår debatten, der har fulgt udgivelsen af Pikettys bog, under en forudindtaget holdning, der handler om, at ulighed som sådan skal modarbejdes. Men bortset fra, at det endnu ikke er lykkedes at ændre det grundlæggende (80-20 forholdet), er fordommen måske heller ikke sand. For eksempel kunne det være, at uden de massive, men altså mislykkede, forsøg på udjævning, ville de fattigste være mindre fattige.

Måske vil en kender af Pikettys udgivelse og af hans mange oplysninger kunne godtgøre over for mig, at jeg tager fejl i min opfattelse af det vedvarende forhold i fordelingen af velstand. Der er unægteligt blevet optrykt mange penge på det seneste, og det vil jeg vende tilbage til i andre artikler. Det kan ikke udelukkes, at mange nye penge i det 21. århundrede uden særlig rimelighed er havnet hos i forvejen velhavende. Vi er nok mange, også tilsyneladende indbyrdes modstandere, som kunne blive enige om, at dette er kritisabelt – ikke så meget, at modtagerne er velhavende, som at de får de lette, nye penge uden at producere noget reelt til gengæld. Men i det tilfælde er det ikke det fordelingspolitiske, som er relevant – men snarere finanspolitik og monetær teori, som var værd at debattere.